ADHD og børn

– stress forværre symptomer

Som ADHD coach kommer jeg i kontakt med børn og voksne, der oplever en disharmonisk hverdag på grund af ADHD og/eller stress.

Min erfaring viser, at små ændringer af daglige rutiner kan betyde forbedret trivsel i den ADHD-ramte familie.

Men jeg har også set eksempler på børn, som oplever ADHD-lignende symptomer – selvom de i virkeligheden bare er stressede.

I denne artikel får du et par råd til, hvordan du som forælder skaber en hverdag med mindre stress for hele familien.

Har dit barn ADHD – eller stress?

I de senere år har der været en livlig mediedebat om de mange børn, der hvert år får diagnosen ADHD. Flere har fremsat den ide, at nogle af disse børn får en forkert diagnose – og at deres symptomer skyldes stress.

Stress-symptomer ligner nemlig ADHD.

Eksempler på symptomer på stress hos børn:

– Koncentrationsvanskeligheder
– Hyperaktivitet
– Humørsvingninger
– Mavesmerter
– Svimmelhed
– Glemsomhed
– Dårlig søvn
– Aggressiv adfærd
– Tristhed

Listen over symptomer viser, hvorfor diagnosen ADHD sommetider stilles fejlagtigt, for nogle af stress-symptomerne ses jo også hos ADHD-ramte børn.

Stress forværrer ADHD-ramte børns symptomer

Som ADHD coach ser jeg ofte, at børns symptomer forværres, når de lever et stressende og belastende liv – og disse børn er jo i forvejen i nogen grad stressede på grund af ADHD.

Børn efterligner alt, hvad de ser, hører og fornemmer. Men de har ikke de voksnes evne til at ræsonnere og fravælge negative indtryk og fortolkninger af virkeligheden.

Derfor betyder det alt for deres trivsel, at de voksne omkring dem kan skabe et positivt miljø.

Sådan får du harmoniske og ustressede børn

Sæt fokus på dit eget voksenliv: Forsøg at skabe en hverdag for dig selv, hvor du ikke presses unødigt af praktiske, økonomiske eller psykiske belastninger. Det er godt for dig selv – og for dit barn.

Barnet fornemmer, hvis du er stresset og belastet – og det medfører uro og usikkerhed hos dit barn, som ikke forstår årsagen til din ubalance.

Når du er i balance, kan du bedre rumme barnets følelser og lytte, når noget går det på – også når du som voksen synes, det er småting.

Lyt til dit barn – og vis, at du forstår

Som forælder opnår du flere fordele ved at lytte til dit barn, når det gør oprør mod noget.

For det første styrker du barnets selvværd ved at tage det alvorligt i stedet for at nedgøre eller bagatellisere barnets opfattelse af situationen.

For det andet kan din forståelse ofte forhindre konfrontationer med råb, gråd og dårlig stemning.

Du viser, at du accepterer og forstår dit barns følelser, når du fx siger: “Jeg kan høre og forstå på dig, at du er rigtig ked af det” eller “Jeg kan høre og forstå på dig, at du er rigtig sur.”

Med denne reaktion oplever barnet at blive mødt og accepteret. Men accept af barnets følelser betyder ikke, at du skal acceptere, at det slår eller tiltaler andre grimt.

Skab harmoni i hverdagen med rutiner og genkendelighed

Nogle synes, at det lyder kedeligt og begrænsende at opbygge en genkendelig og ensartet hverdag med faste rutiner. Men børn elsker den ro, som rutiner giver. De føler tryghed, når de ved, hvad der skal ske.

Den harmoni, du kan skabe med rutiner, vil give dig overskud til at bruge kræfter på dig selv. En positiv cirkel er skabt.

Her er et par hverdagssituationer, hvor rutiner giver en mere positiv stemning i børnefamilien.

Morgenritual

Mange børnefamilier har travlt om morgenen. Når du sætter tempoet ned, opstår der bedre stemning ved dagens begyndelse.

Prøv derfor at tænke over, om morgenritualet fungerer optimalt.

Har I travlt om morgenen? Er der tid til, at barnet kan spise sin morgenmad i fred og ro? Eller farer alle rundt for at smøre madpakker og finde gymnastiktøj?

Hvis morgenen er præget af stress og konflikter, kan du skabe en mere rolig start på dagen.

Prøv at stå op tyve minutter før dit barn. Når du vækker barnet, har du været i bad og er selv klar. Der er tid til at spise morgenmad og komme ud af døren.

Dit barn møder til tiden i skolen – måske et par minutter før tiden. Det er bedre for barnet at komme et minut for tidligt end ti minutter for sent i skole. Du foretrækker sikkert også selv at komme på arbejde til tiden.

Skab et pusterum efter børnehave eller skole

Det er forskelligt, hvor meget der skal til for at stresse børn. Men de fleste børn – med og uden ADHD – er enten meget trætte eller nærmest hyperaktive, når de kommer hjem.

Livet i skole og børnehave kræver, at børnene indretter sig i et til tider meget hektisk og støjende miljø.

Desuden skal børnene omstille sig efter kravene flere gange i løbet af dagen.

Måske begynder dagen med, at de skal sidde stille til en times matematik, så må de løbe og lege i frikvarteret, så skal de sidde stille og lytte i en dansktime, og derefter igen noget nyt.

Efter skolen skal nogle børn endda direkte i fritidsaktivitet.

Det er krævende for børn at omstille sig – og for børn med ADHD er det endnu mere krævende.
Prøv at skabe et pusterum for dit barn efter børnehave eller skole, hvor I sammen kan sidde i fred og ro og få lidt at spise og drikke uden larm og mange mennesker. Det skaber ro.

Nogle børn tager legekammerater med hjem. Overvej, om du kan skabe rum for en mere harmonisk leg, hvis dit barn kun tager en legekammerat med hjem ad gangen.

Vær opmærksom på, at der er dage, hvor dit barn er for træt til at lege med andre efter børnehave eller skole. At fare omkring kan også være tegn på indre uro, som opstår på grund af overbelastning.

Aftensmad

Alle i familien er sikkert trætte om aftenen, når en hektisk dag er slut.

Men også om aftenen har du mulighed for at skabe ro med aftaler og faste rutiner.
Det skaber tryghed og mindsker usikkerhed, hvis alle i familien ved, hvad I forventer af hinanden.
Aftal, hvem der dækker bord, laver mad og rydder op.
Brug evt. piktogrammer på en tavle til at huske hinanden på aftalerne.

Undgå at spise på forskellige tidspunkter. Sultne og overtrætte børn skaber uro og dårlig stemning.

Sluk for tv og computer, en times tid før barnet skal sove. Skab en hyggelig stemning, der forbereder barnet på natten – et genkendeligt ritual, hvor alle i familien ved, hvad der skal ske.

Hvis du har flere børn, kan det være en god idé at putte dem samtidig.

Lær af gode dage

Nogle dage er bedre end andre i børnefamilien.

Husk på alle de gode situationer. Overvej, hvilke situationer der gør dit barn glad og rolig. Hvad kan du lære? Hvordan kan du genskabe den positive stemning i lignende situationer?

Se fremad – ikke tilbage. Du gør det, så godt du kan – og andre familier er heller ikke perfekte.

Skriv endelig dine kommentarer nedenfor. Fortæl andre forældre, hvad der skaber ro og harmoni i din familie.

Peter Friedberg – ADHD og Life coach

KONTAKT mig, hvis du har brug for vejledning til bedre trivsel.

Bedste hilsner

Peter

PS Få de kommende artikler og blog indlæg direkte i din mail indbakke. Skriv dig op nedenunder og få kommende indlæg via nyhedsmailen samt de 11 tips.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

09/06/2013 Peter Friedberg