ADHD dreng frustreret over lektier

ADHD og Børn

– et barn med ADHD har ofte 9 meget hemmelige men vigtige spørgsmål.

Besvar barnets hemmelige spørgsmål og skab succes.

I sommers sad jeg ude på terrassen og snakkede med Anne.
Anne er en god veninde til min kone som selv har ADHD tæt inde på livet i sin familie.

Anne brænder for at hjælpe familier der har ADHD eller Asperger og Autisme blandt andet ved at finde bøger i USA som omhandler ADHD – Asperger – Autisme som Anne oversætter til Dansk.

Den sommerdag sad vi og udvekslede private erfaringer om nogle af de udfordringer vi har mødt på vores vej i en familie med ADHD. Vi snakkede om hvor ofte vi havde stødt på, at vores børn var kommet hjem frustreret fra skole efter en dag hvor de havde følt sig utilstrækkelige – forvirrede – overstimuleret. Resultatet kunne ses og mærkes når de kom hjem ved enten, at være indelukkede og mutte eller til tider sure og højtråbende på alt og alle.

Vores lille snak gav anledning til også at snakke om løsninger. Hvad kunne gøres anderledes? Hvad skulle der til for, at vore børn kom hjem fra skole og kunne mærke at de havde det godt og havde haft en god dag?

Vi blev enige om at måden der blev kommunikeret på til vore børn fra os forældre eller fra læren i skolen ikke altid var fyldestgørende og at det på ingen måde hjalp til en mere positiv forandring.

Anne fortalte mig om en meget enkel metode kaldet de 8 H’er som var en måde hvorpå man forberedte et barn på en kommende opgave eller aktivitet. Kort fortalt går det ud på at forberede barnet/eleven på en sådan måde, at alle spørgsmål som ellers ville have kunne frustrere barnet blev fjernet. Jeg har så senere lavet en tilføjelse til de 8 H’er så det nu er de 9 H’er.

Nu har jeg efterhånden fået en hel del respons fra forældre som har fortalt at de 9 H’er virker. Derfor syntes jeg selvfølgelig, at det var på tide at du kunne læse om dem her.

Du kan afprøve dem derhjemme, når der skal løses opgaver eller som en måde at forberede dit barn på aktiviteter/familie sammenkomster o.s.v.  Du kan eventuelt fortælle dit barns lærer om de 9H’er for at de kan blive afprøvet i skolen.

De 9 H’er er 9 spørgsmål, der, når de bliver besvaret over for barnet inden en opgave eller aktivitet, påbegyndes, vil skabe overblik og fokus.

Prøv at forestil dig at barnet har de 9 spørgsmål som du ser nedenunder og selvom de ikke selv stiller spørgsmålene, så prøv at besvar dem alligevel.

De 9 H’er

1. Hvad skal jeg lave? – Fortæl hvad der skal laves ( indhold ).

2. Hvorfor skal jeg lave det? Fortæl hvorfor  ( skaber mening ).

3. Hvornår skal jeg lave det? – Fortæl hvornår ( tidspunkt ).

4. Hvor skal jeg lave det? – Fortæl præcis hvor og hvorhenne ( placering ).

5. Hvem skal jeg lave det med? – Fortæl om det er sammen med andre voksne, andre elever eller sig selv, sæt navn på hvem de forskellige eventuelt er ( person ).

6. Hvordan skal jeg lave det? – Forklar hvordan hvis der er den mindste tvivl ( metode ).

7. Hvor længe skal jeg lave det? – Fortæl hvor længe eller hvornår det slutter ( tidsperspektiv ).

8. Hvad skal jeg lave bagefter? – Forklar hvad der skal ske bagefter ( indhold ).

9. Hvem kan hjælpe mig hvis jeg har brug for hjælp? – Lav en klar aftale om hvem der kan hjælpe hvis de har brug for hjælp og hvordan de skal fortælle at de har brug for hjælp ( tryghed ).

 

Hvad har du oplevet som virker i jeres familie? Skriv det gerne i kommentarfeltet så andre kan få del i det.

Bedste hilsner

Peter

 

Læs her tidligere blog indlæg om Stressede børn får stærkere ADHD symptomer

 

8 tanker om "ADHD og Børn – 9 Vigtige spørgsmål"

  1. Hanne

    Her er tilståelsen om, at adhd ikke findes – den er opfundet for at tjene penge. Og ovenstående er rigtig gode redskaber til alle børn. Særlig adfærd findes hos alle mennesker og er ikke en diagnose eller noget dårligt. Men at omgivelserne ikke længere kan rumme alle mennesker, det er sørgeligt. Og at forældre har så travlt med at give deres børn adhd-medicin er endnu mere sørgeligt, da de ligesågodt kunne give dem narkotika – det virker på samme måde…….Og det er videnskabeligt bevist!! Jeg har selv kæmpet med systemer, som prøvede at give min søn diagnose add, men det kunne de ikke, fordi det kun var skolerne, som havde problemer med ham – jeg har aldrig haft problemer på hjemmefronten og jeg har været alenemor med 3 drenge i 12-13 år….. Den søn jeg taler om nu er 20 år idag.

    Svar
    1. Peter Friedberg Forfatter

      Hej Hanne,
      Det glæder mig på dine og dine børns vegne at de i det mindste har haft det godt derhjemme.
      Jeg er enig i, at mange af de gode redskaber som findes til at forbedre kommunikation
      og trivsel kan bruges til alle uanset niveau af udfordringer det enkelte barn måtte have eller ikke have.

      Jeg ved efter mange erfaringer at der er børn og voksne som har og har haft gavn af ADHD medicin.
      Personligt betragter jeg ikke ADHD medicin som narkotika. Næsten alt medicin der findes har både gode sider og
      til tider også mindre gode sider. I sidste ende handler det jo om at skabe livs kvalitet.

      Dit synspunkt omkring, at ADHD ikke findes er jeg dybt uenig i. Det er for let købt at henvise til en artikel på nettet eller at henvise til din egen families erfaringer. Vi er jo ikke ens vel?

      Hanne det glæder mig at du giver dit besyv med. Dog savner jeg at du kommer med nogle redskaber eller erfaringer som har virket i jeres familie eller generelle kommentarer. For mange som har ADHD eller som har den gamle betegnelse ADD og som eventuelt spiser medicin bliver bare så trætte af at høre på den slags kommentarer. De har skulle kæmpe i så mange år for at blive forstået samt at forstå sig selv.

      Husk du er mere end velkommen her på bloggen men jeg ønsker ikke at bruge energi på at kommentere om ADHD findes på denne blog.
      Så kom med den viden du har om hvad du gjorde som skabte trivsel hjemme hos jer. Det vil blive meget værdsat.

      Godt nytår
      Gode hilsner
      Peter

      Svar
      1. Jeanette

        Du har helt ret Peter. Hvor er man dog træt af at høre kommentarer om at ADHD ikke findes. Jeg har brugt tre år på at forsvare “min” (biiiip) adhd, siden jeg fik diagnosen. Og jeg er bare SÅ træt af det nu. Jeg vil og skal ikke forsvare det mere.
        Jeg er glad jeg fik diagnosen, for så kunne jeg endelig sætte ord på hvad der skete med mig. Hvorfor jeg gjorde, sagde og gør som jeg gør. Jeg får medicin, hvilket har hjulpet mig meget. Man blir ikke rask, men det tar toppen af adhd’en hvis man kan sige sådan. Er ikke så god til at formulere mig.
        Jeg mangler så en masse redskaber til at begå mig. Jeg har i dag så søgt om hjælp. Fik at vide det kunne ta op til 6-12 måneder pga ventetid. Da blev jeg lige banket tilbage. Blev så GRRR over den udmelding, så jeg rejste mig og kastede med kuglepennen. Det kunne jeg ikke lige tackle. Jeg spør om hjælp, da jeg er klar til det nu og så siger hun sådan. Det ødelagde hele min dag. 6-12 måneder er længe at vente.
        Ønsker bare noget hjælp, så jeg kan være til 🙂

        Svar
        1. Peter Friedberg Forfatter

          Halløj Jeanette,

          Ja det er hårdt at føle at man skal forsvare noget…
          Glad for at høre at du er en af dem som kan se det positive i at
          have fået beskeden ADHD. Det kan nemlig godt bruges konstruktivt 🙂

          Håber du får den hjælp du skal have..

          Bedste hilsner
          Peter

          Svar
          1. Marie Holmvig

            Da vores 3 børn boede hjemme, havde vi faste rammer, faste spisetider, lektielæsning, aktiviteter og sengetider. Jeg er overbevist om at det er derfor vi ikke var klar over at de havde ADHD. Først som voksne, efter de var flyttet hjemmefra, fandt de ud af at de har ADHD. Kun hos en af dem var der problemer med at arbejde i grupper i skoletiden, ellers var de intelligente børn.

          2. Peter Friedberg Forfatter

            Hej Marie,

            Mange tak for din kommentar 🙂
            Det er et spændende område du er inde på. Ingen tvivl herfra mig at rutiner såsom sengetider spisetider samt ensartede ritualer hjælper til at gøre verden mindre kompliceret.
            Dog har mange forældre dog selv svært ved at udføre dette, da det kræver en del overskud.

            Bedste hilsner
            Peter

      2. Gitte Jensen

        Enig med Peter.
        Har selv en stor og meget rummelig familie hvoraf flere har diagnoser, f.eks. depression, hjerte & lungeproblemer, angst, knogleskørhed og 4 med ADHD.
        Alle er accepteret, der tages nødvendige hensyn ligesom vores adfærd rettes til, så alle kan trives og vokse. Nogle får medicin, andre ikke. Uanset dette, handler det om at acceptere forskellene, reagere, støtte og elske.
        Jeg er slet ikke i tvivl om, at ADHD er en reel diagnose. Vi lever med det.

        Svar
        1. Peter Friedberg Forfatter

          Kære Gitte,

          Tak for dit bidrag her på bloggen 🙂
          Dit skriv varmer mit hjerte af flere grunde..
          Specielt : Dit/jeres synspunkt “Alle er accepteret og det handler om at acceptere forskellene, regagere derefter, støtte derefter
          og huske kærligheden..
          Herfra kan jeg kun sige, at jeg er 100% enig.

          Tak Gitte..

          Bedste hilsner
          Peter Friedberg
          ADHD COACH/MENTOR

          Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

29/12/2013 Peter Friedberg