Der bliver sagt og skrevet mange ting om ADHD, men hvad er sandt, og hvad er bare en god avisoverskrift?

 

Her gennemgår jeg nogle af de mest udbredte myter om ADHD, så læs med og se, om du ikke genkender et punkt eller to.

 

1: ADHD er ikke en rigtig sygdom

Uanset om du er pårørende til en med ADHD, eller om du selv har fået diagnosen, så

har du sikkert været ude for at skulle forklare og retfærdiggøre de fire bogstaver mere end én gang.

Selvom det går den rigtige vej, rent oplysningsmæssigt, så er det som om, at ADHD er noget, alle har en mening om.

Nogen fnyser næsten af diagnosen og ser den som en fællesbetegnelse for besværlige børn, der bliver brugt i flæng af læger, psykiatere og ikke mindst medicinalindustrien.

Andre har tendens til at bagatellisere ADHD, for det er jo ikke en rigtig sygdom vel? Og hvis det er, hvorfor var der så nærmest ingen, der havde det før i tiden? Børn er jo bare børn – ligesom Emil fra Lønneberg og Pippi Langstrømpe! De skulle vel også have haft ADHD så..ikke?

Du kender rumlen, gætter jeg på.

Det kan være både svært, omfattende og lidt langhåret at kaste sig ud i de lægelige termer, så jeg har formuleret en ”elevatortale”, jeg selv plejer at bruge:

Først og fremmest slår jeg fast, at ADHD, i fagsprog, er en neuropsykiatrisk lidelse , der har været anerkendt som diagnose af både videnskabelige og offentlige institutioner i hele verden i mere end 50 år. ADHD kaldes også en funktions-nedsættelse eller et usynligt handicap samt en forstyrrelse i hjernens signalstoffer.

Når man har ADHD, er der nogle kernesymptomer, der giver problemer med opmærksomhed, hyperaktivitet og impulsivitet på en måde, der påvirker den ramtes hverdag negativt. Hvorledes og hvor kraftigt kernesymptomerne påvirker den enkelte er ekstremt individuelt fra person til person. De mest oplevede problematikker som kernesymptomerne kan skabe kunne være: svært ved, at planlægge og organisere opgaver og aktiviteter, søvnproblemer, sociale problemer o.s.v. o.s.v. Men igen, det er forskelligt fra person til person hvor meget og hvor lidt og hvilke problematikker der påvirker den enkelte negativt. Dog medfører div. problematikker, at man oftere hurtigt kan føle sig frustreret, ked af det og irriteret, føle sig dum, føle sig anderledes.

De fleste mennesker uden ADHD vil kunne genkende kernesymptomerne og dagligdag problematikker hos enten dem selv, deres børn eller en eller anden onkel.

”Er det ikke meget normalt? Sådan har jeg det altså også tit”. Den har man hørt et par gange ikke? Her plejer jeg at svare, at egentlig er der ikke noget, et menneske med ADHD oplever, som andre mennesker ikke også kan genkende. Det her handler til gengæld om sværhedsgraden af symptomerne, og hvordan det påvirker måden, man fungerer (eller ikke fungerer) på.

 

 

2: ADHD medicin fører til afhængighed og hang til hårdere stoffer

 

Når man følger debatten i diverse medier, får journalisterne det ofte til at lyde som om, at læger og psykiatere bare udskriver en ”blanko-recept” til medicin, der nærmest kan sidestilles med hårdere narkotika. Og så kan personer med ADHD ellers bare kan gå ombord og blive svært afhængige af.

Sådan er det heldigvis ikke.

Der bliver ikke bare udskrevet ADHD medicin – og det at tage ADHD medicin er heller ikke ensbetydende med, at man bliver dybt afhængig og får brug for mere og stærkere stimulans.

Tværtimod viser større undersøgelser, at børn og unge der er i kontrolleret, medicinsk behandling for deres ADHD, faktisk har mindre sandsynlighed for at udvikle et stofmisbrug på længere sigt.

Det skyldes, at disse mennesker er mindre tilbøjelige til at ty til selvmedicinering, da de jo, via deres ADHD medicin, får den behandling, de har brug for.

I mit job som ADHD coach og social mentor har jeg ofte set, hvordan det kan gå, når fx nogle voksne mennesker med ADHD ikke har fået korrekt og nødvendig medicinsk behandling.

Her ser jeg i de omtalte eksempler på selvmedicinering, og jeg har mødt voksne med et voldsomt misbrug af stoffer. Nogen røg 3-15 gram hash dagligt, nogen kunne ikke undvære den daglige dosis kokain eller amfetamin, og andre igen havde et blandingsmisbrug, hvor alt kunne bruges.

Alt for ofte har det desværre vist sig, at misbrugeren levede med udiagnosticeret ADHD. Når disse mennesker blev korrekt udredt og diagnosticeret ved en psykiater, kunne de påbegynde ADHD behandling og dermed komme nemmere ud af deres misbrug.

Min årelange erfaring er derfor, at når ADHD diagnosen bliver givet og det rette præparat og den rette dosis bliver givet, så er der mindre risiko for, at personen udvikler et stofmisbrug. Ikke større risiko. Mindre.

Jeg kender ganske få tilfælde, hvor ADHD medicin er blevet brugt forkert og har haft uhensigtsmæssige følgevirkninger. Her har der typisk været tale om personer, som ikke har haft ADHD, men som har købt ADHD medicin på det sorte marked, eller personer, som ikke har holdt sig til den behandlingsplan, der har været lavet i samarbejde med lægen.

Det er derfor afgørende at have tillid til psykiatrien og altid følge anvisningerne fra sin læge. Heldigvis er der i dag færre, der bliver fejldiagnosticeret og flere får opdaget og stillet deres ADHD diagnose i tide.

Dermed undgår vi også flere situationer, hvor folk må ty til selvmedicinering og alternative stimulanser, som kan føre dem ud i årelange misbrug.

 

3: ”Pige ADHD” er mildere og mindre udbredt

 

Myten om, at det kun er udfarende og ukoncentrerede drenge, der har AHDH, er i den grad en myte, der kan og skal aflives.

Forskning viser nemlig, at der faktisk er en underdiagnosticering af piger.

De ryger simpelthen under radaren, fordi de oftest mangler ”H’et”, altså hyperaktiviteten, som er det symptom, der er lettest at spotte, når vi taler om tidlige opsporing.

Når en pige sidder i klassen og dagdrømmer, er lidt glemsom eller uopmærksom, så forstyrrer hun jo i princippet ikke nogen. Derfor opdages hendes vanskeligheder først langt senere, hvis overhovedet, i forhold til hos drengene.

Der er derfor mange piger, der lever med ubehandlet ADHD, eller ADD, og som derfor døjer med lavt selvværd, manglende trivsel, angst og panikanfald op igennem deres børne- og ungdomsår.

 

4: Personer med ADHD har lavere intelligens

 

Man kan ikke sætte lighedstegn mellem det at have ADHD og være mindre begavet end andre, som ikke har ADHD.

Nogle hævder tværtimod, at ADHD’er nærmere er overintelligente, men det er der altså heller ikke nogen beviser for.

Fordi personer med ADHD kan hyperfokusere på ting og opgaver, som de finder særligt spændende, kan de til gengæld have en stor ekspertviden indenfor bestemte områder. Men en generel højere intelligens kan vi ikke slå fast som en generel tendens.

Mange med ADHD har, grundet forstyrrelsen i opmærksomhed og impulsivitet, haft svært ved at følge med i skolen. De blev hurtigt distraherede, og fordi de sjældent blev mødt læringsmæssigt, var der en masse viden, der gik over hovedet på dem.

Man kan derfor ikke sige, at mennesker med ADHD har en lavere intelligens, men man kan sige, at deres forudsætninger og rammer for at lære, højst sandsynligt har været ringere.

 

5: Alle med ADHD er hyperaktive

 

Frem til år 2000 var ”damp” den nordiske betegnelse for ADHD, og den lever desværre i bedste velgående. Når jeg siger desværre, er det fordi, jeg stadig kan opleve, at ”damp” bliver brugt til, mere ukritisk, at beskrive mennesker, der måske har meget energi eller er lige lovlig fremme i skoene.

Nogle kan endda finde på at referere til sig selv i stil med ”jamen, jeg er også total dampbarn”, men når jeg så, i ramme alvor, spørger, hvornår vedkommende fik diagnosen, så får jeg som regel blot bekræftet, at ordet ”damp” (eller ADHD) bruges lidt til at fremhæve en pointe snarere end at anerkende diagnosen.

Jeg tror, det hænger sammen med, at mange sætter lighedstegn mellem det at være hyperaktiv og have ADHD.

Men det er mere nuanceret end som så, og man taler faktisk om 3 forskellige former for ADHD:

 

  •  ADHD med overvejende hyperaktivitet og impulsivitet

 

  •  ADHD med overvejende (eller udelukkende) forstyrrelse af opmærksomheden (også kaldet ADD, fordi H’et for hyperaktivitet ikke er til stede)

 

  •  ADHD med forstyrrelse af både opmærksomhed, aktivitetsniveau og impulskontrol

 

Det er dermed langt fra alle med ADHD, der overvejende er hyperaktive. Der vil oftest være tale om en kombination, hvor symptomerne kan ændre karakter og variere i styrke over tid.

 

6: ADHD er noget, man vokser fra

 

I tråd med ovenstående, og den generelle skepsis overfor ADHD diagnosen, er det en udbredt myte, at ADHD er noget, man har som barn og blot vokser fra. Et andet ord for krudt i røven, og ”Alle Drenge Har Det”. Den har jeg i hvert fald hørt et par gange.

Så vi tager den lige igen: ADHD er en medfødt neuropsykiatrisk lidelse, der, i langt de fleste tilfælde, er arveligt betinget. Og selvom det kan være en betryggende tanke, at ADHD ”bare” er, når et barn har mere uro end gennemsnittet og trives bedre med at snitte træfigurer end at gå i skole, ja så er det desværre langt fra det sande billede.

ADHD er mere end en smule ekstra energi, og det er kun et fåtal, der vokser fra det. Det er dokumenteret, at omkring 70% af børn med ADHD fortsat vil have symptomerne op igennem deres ungdomsår og 50% vil have symptomer som voksen.

Typisk sker der det, at hyperaktiviteten aftager med alderen. Fordi hyperaktiviteten er meget iøjefaldende for omgivelserne, er det også en ændring i adfærden, som mange lægger mærke til og kan komme til at tolke som om, at personen er vokset fra sin ADHD.

Det er desværre ofte ikke tilfældet.

Mange med ADHD, og forældre til unge med ADHD, fortæller nemlig, at hyperaktiviteten blot tager en anden form. I stedet for at komme til udtryk som en motorisk uro er der nu tale om en indre slags uro og rastløshed samt fortsatte udfordringer med at kunne holde fokus, koncentrere sig og holde pauser.

Selvom der vil være en procentdel, der, som voksne, ikke opfylder kriterierne for diagnosen, så er det min erfaring, at disse mennesker stadig kan have udtalte vanskeligheder

 

7: Børn med ADHD børn bliver overmedicineret

 

Der har efterhånden været mange variationer af artikeloverskrifter som: ”Flere børn får ADHD medicin” og ”Antallet af børn med ADHD eksploderer” ledsaget af bekymrende udtalelser og voldsomme statistikker.

Når flere og flere med ADHD bliver ”opdaget” og får diagnosen, ja så får flere og flere også medicinsk behandling. Det siger sig selv.

Det, som mange ikke ved, er, at kurven for børn og unge under 19 år, der får ADHD medicin, faktisk knækkede i perioden fra 2014-2016. Det viser tal fra Statens Seruminstitut.

Faldet er størst for de 5-9 årige, og i alt får cirka 1,5% af danske børn og unge ADHD medicin. I vores nabolande er dette tal 2-2,5%.

Efter 15 år, hvor flere og flere blev diagnosticeret, er vi nu ”med” og har fundet et leje, der er rimeligt. Overmedicinering af danske må derfor være en myte, vi godt kan aflive.

 

Antallet af voksne danskere, der får ADHD medicin stiger dog fortsat, hvilket hænger sammen med, at mange først har fået viden om diagnosen indenfor de seneste år og nu bliver diagnosticerede langt op i voksenlivet, hvor de hurtigt tilbydes medicinsk behandling.

 

8: Sukker forværrer ADHD symptomerne

 

Der har været meget snak om, at sukker og nogle typer E-numre skulle forværre ADHD symptomerne. Der er dog ikke noget evidens endnu for disse påstande.

Jeg er stor tilhænger af, at man skal holde fast i det, der virker.

Hvis du oplever, at nogle typer fødevarer skal elimineres, og det fungerer for dig eller i din familie, så skal du selvfølgelig gå med det.

Men jeg ser også familier, der kæmper en uoverskuelig kamp med at eliminere sukker, stivelse og laktose fra kosten for at komme ADHD symptomerne til livs, og her må man mærke efter, om det giver mening, eller om det ”koster” for meget energi.

Det er tidligere blevet undersøgt og aflivet som myte, at børnene kun er påvirket af sukker.

Tit får sukkeret skylden til fester og andre begivenheder, hvor der indtages mere sukker end normalt. Her er der dog typisk flere faktorer i spil, der kan lede til hyperaktive børn.

De er måske længere oppe, end de plejer, og bliver overtrætte. De er usikre på alle ”hv-spørgsmålene”: Hvad skal vi egentlig her, hvem kommer, hvornår slutter det osv. Rammerne er ikke som de plejer, og mor og far er måske heller ikke helt, som de plejer.

Alle disse ting kan bidrage til hyperaktivitet, og det er ikke nødvendigvis slikposen eller den røde sodavand, der er synderen.

Men igen – lyt til din egen mavefornemmelse. Du kender dig selv og dit barn bedst.

 

9: ADHD skyldes dårlig eller inkonsekvent opdragelse

 

Fordi mennesker med ADHD ofte kan have tendens til at blive misforstået og opfattet som uopdragne og selvcentrerede, har myten desværre også været, at denne upassende opførsel må bunde i dårlig opdragelse. Det er simpelthen forældrenes skyld, tsk tsk.

Heldigvis ved flere og flere i dag, at det ikke er tilfældet!

Det er videnskabeligt bevist, at ADHD er en forstyrrelse med væsentlige neurobiologiske komponenter. Det er medfødt og 60-80% arveligt.

Det er derfor ikke, under nogen omstændigheder, forældrenes skyld!

Det jeg jævnligt ser er til gengæld, at forældre til børn med ADHD er så udfordrede, bekymrede og skyldbetyngede, at de bliver usikre i deres håndtering af barnet, og det forstærker selvsagt barnets ADHD symptomer.

Det er derfor vi ser så gode resultater af forældretræning. Når jeg arbejder med forældrene, og vi sammen finder tilbage på sporet, så ser jeg, at styrken og selvtilliden kommer tilbage. Med den følger øget selvtillid, en bedre, mere klar og anerkendende kommunikation samt fastere og mere forudsigelige rammer, hvilket føre til aftagende ADHD symptomerne.

 

10: ADHD kan helbredes

 

Som jeg var inde på tidligere, er det desværre langt fra alle, der vokser fra deres ADHD, og der er ikke nogen ”kur” mod lidelsen.

Der er derimod flere områder, man kan sætte ind på for at mindske symptomerne og lære at leve med sin ADHD.

Det er min erfaring, at en helhedsorienteret indsats er mest succesfuld.

En kombination af coaching/terapi, netværks/støttegrupper, viden og medicin kan virkelig gøre meget. Og så er fysisk træning, sund kost, søvn og hyppige pauser selvfølgelig ekstra vigtigt for at holde ADHD symptomerne i skak.

 

Har du hørt en ADHD myte, der giver dig lyst til at skrige til himlen om, hvor forkert det er? Eller er du uenig i ovenstående?  Del gerne dine oplevelser med mig og andre i kommentarfeltet nedenfor.

 

Bedste hilsner

Peter Friedberg

ADHD coach / Life coach & Mentor

Ps. Det er vigtigt at huske på, at ADHD symptomer er normale at have i mildere grad i kortere perioder. Det, der er afgørende, er, at vi anerkender, at disse vanskeligheder er til stede for mennesker med ADHD i sådan en grad, at det påvirker deres hverdag og deres livskvalitet negativt. Det er således omfanget og styrken på symptomerne, der ligger til grund for funktionsnedsættelsen og ikke symptomerne isoleret set.

 

09/03/2018 Peter Friedberg